søndag den 31. januar 2016

Januars med sjaler og sokker.

Januar er gået, og den er gået stærkt. Jeg har strikket sokker og sjaler og alt muligt andet, så timerne i mine dage er alt for få. Min gode veninde Marianne mener, at jeg lider af et slemt tilfælde af Startknitis. (Det vil blot sige, at hovedet er fuldt af ideer til strikkeprojekter man bare må starte på — og så gør man det:–) Det er en fuldstændig ufarlig lidelse, som helbreder sig selv, når man når den fase, at nu skal nogle af alle de skønne projekter gøres færdige. Der er jeg så ikke helt endnu......
Jeg har selvfølgelig færdiggjort et sjal og et par sokker som aftalt med Lene, og det er helt vildt som jeg ser nye varianter og muligheder overalt. Skønt!
Sokkerne er strikket i et skønt garn i en blanding af uld og bomuld, og så er der helt små fine sølvtråde i. Det kan billedet desværre ikke rigtig gengive, men fine er de. Strømperne er strikket fra tåen og op, og med det fineste hulmønster, som går helt op i ribben. 
Månedens sjal er et Islandsk Forårssjal, som jeg købte garn og mønster til da jeg var til Islandske strikkedage sidste år. Jeg var til et skønt foredrag med designeren Helene Magnusson, som jeg så købte garn og opskrift af senere. Hun er super dygtig og garnet er lækkert og findes i de skønneste farver.  Hun arrangerer desuden Strikkevandreture på Island....som ser så fantastiske ud.

Sjalet skulle jo selvfølgelig have været fotograferet på knitrende hvid sne i det skønneste solskin. Det kunne jeg ikke lige finde, så I må nøjes med dette. God strikkelyst derude:-) Vejret er med os.

mandag den 11. januar 2016

Ferie...og strik


Jeg bruger denne uge på dejlige Madeira sammen med min mand, og selvfølgelig lidt strikketøj. Billedet viser desværre ikke rigtig at jeg sidder i en kabelbane som fragter mig 600 meter op. Her tog vi vores første Levdavandring, og det bliver bestemt ikke den sidste. Den mest fantastiske natur. Smukt, vildt og fantastisk.




lørdag den 2. januar 2016

Så er den her - endelig

December måneds kjole er nu monteret og vasket og klar til brug.

Jeg er vild med den, og den er alt arbejdet værd.
Det er som mindst en har gættet  kjolen "Skinner" fra det lille hæfte Godsbanen af Sanne Øland.
 Jeg har strikket den i det originale garn Isager Highland uld. Et af mine absolutte yndlingsgarner. Farven er Chili :-)

Af de tolv strikkede kjoler i 2015 er denne klart den mest udfordrende, men sjov at strikke når man lige får skørtets mønster i fingrene. Den kan klart anbefales.


Jeg har selvfølgelig straks kastet mig over sjaler og sokker:-)
Foreløbigt er jeg begyndt på to sjaler ...jeg kunne ikke rigtig vælge..og et par sokker. Jeg er helt enig med Lene, det bliver et godt strikkeår. God strikkelyst derude.