mandag den 30. maj 2016

Kom maj du søde milde......

-gør skoven atter grøn.
Maj måneds sjal er fotograferet i skoven som jeg besøger næsten hver dag. Turen går ind i en del af Nørreskoven og bevæger sig langs Farum sø.
Sjalet hedder Rangoli og det var et Lene fandt på Twist collections hjemmeside, da jeg besøgte hende for snart mange uger siden. Sjalet er så sjovt at strikke. Der sker noget hele tiden, og jeg er vild med resultatet. Jeg var i tvivl om både farver og garnkvalitet undervejs, men jeg er absolut tilfreds. Sjalet er strikket i "Three Irish Girls". Det er valgt på grund af farverne, og jeg opdagede først da jeg var i gang, at det består af 85 % merino og 15 % nylon.. Normalt strikker jeg helst ikke med så meget kunststof, men jeg sov i timen, og er heldigvis glad:-)


Der er to forskellige mønstre som pryder sjalet, og så en fin kant. Det er absolut et sjal der kan tåle og ligefrem fortjener en gentagelse. Jeg tror at rigtig mange garntyper vil virke..vi får se.
Maj måneds sokker/strømper har været lidt af en prøvelse, men når jeg så ser dem på, så er de det værd. 
De har en perfekt pasform, og er jo som så ikke svære..lige indtil man kommer til skaftet. Så strikkes de to farver ind, med fire tråde i hver side, som så skal føres fint og og rundt og ind imellem hinanden. Den første var svær, men jeg må indrømme at jeg nød processen på den anden, som jeg også synes er flottere. Nu er de her og så må vi se om jeg bliver fristet igen. Disse er strikket i Arwetta fra Filcolana og det er et par som jeg kom til at love væk til en kollega - som bruger str. 45 i sko:-( Der er brugt næsten 2 nøgler af bundfarven.


Nu skal jeg vælge Juni måneds modeller og aftale med mig selv hvilken UFO der evt også skal færdiggøres, men først en tur til Lenes blog.
God strikkelyst i solskinnet:-)

onsdag den 18. maj 2016

Endelig....

...forår, og også lidt der er faldet af pindene.
Jeg bliver heldigvis til stadighed inspireret af jer alle herinde, og ikke mindst af Lenes dejlige flittige hænder og kreative hoved:-)
Jeg vil også gerne sige tusind tak for jeres dejlige kommentarer. Det er altid skønt.



Jeg er blevet færdig med årets første kjole, en kjole jeg forelskede mig i til International strikkedag hos Louise sidste år. En fantastisk dag med musik, strikkeinspiration, godt selskab og modeller og foredrag fra Karen Noe. 
Jeg glæder mig til dette års udgave.
Kjolen er strikket i Baby-silk fra Du store alpaca, og er fantastisk at røre ved, og at have på. Eneste lille men er, at det kan splitte, hvis du strikker med spidse pinde, men jeg køber gerne endnu en sending. Modellen er fra samme sted som garnet, og fra det hæfte som udkom i sommeren 2015.
Foruden kjolen har mit månedssjal også forladt pindene, og jeg skal hæfte ender i aften og vaske:-) Sokkerne er der lige om lidt, så jeg har tid til min datters cardigan....med  
garn fra lageret. Håber I alle nyder vores danske forår/sommer for det bliver aldrig bedre. Sprødt, grønt og lovende. God strikkelyst.

søndag den 15. maj 2016

Pinsesolen danser

Der er heldigvis mange dejlige solskinstimer mellem regnbygerne:-)
Jeg nyder dagene, men er desværre fortsat bedre til at sætte nye masker på pindene end til at afslutte igangværende projekter.
Jeg har i dag haft besøg af min dejlige datter. Hun fandt for første gang rigtig længe en strikket trøje, som hun gerne ville eje. Hun insisterede på, at vi kunne finde garn på mit lager:-)  På bordet ligger også Marianne Isagers nye bog Dæxel, og min mand er klar til at bestille op til flere modeller. Det forstår jeg godt. Den bog er jo fantastisk:-)

De andre billeder er af mit sjal fra april måned, som nu er taget i brug.



Det er meget stort og meget blødt, og jeg nyder det. Håber I alle har en skøn Pinse:-)