søndag den 28. februar 2016

Februar er slut...


 og jeg har strikket sjal og sokker, og så en hel masse andet. Februar måneds sjal er "Hitchhiker" af Martina Behm, fundet på Ravelry af min søde veninde Marianne. Jeg hjembragte garnet "Nuble" Merino og silke, fra et besøg i London. Fantastisk garn som jeg siden har fundet hos Ho strik. 

Jeg kan godt lide sjalets asymmetri og de små takker på den ene langside. Det er så blødt.

Sokkerne er slet og ret mine egne søndagssokker. De er strikket i Isagers ÅLJ garn og en tråd kid mohair. De er varme og bløde og et must have i denne tid.

Jeg er spændt på hvad Lene har fundet på. Nu skal der strikkes mere, og planerne er mange. Håber I alle nyder jeres strikketid derude.

tirsdag den 16. februar 2016

Tørklæde i utide - og et par små trøjer

Jeg strikker og strikker og må indkassere mange bemærkninger fra min mand.. Jeg tror ikke det bunder så dybt, men der bliver strikket igennem. Jeg var i tvivl om hvilket sjal/tørklæde jeg skulle sætte slutspurten ind på i februar. Nu har jeg strikket det lille fine tørklæde "Ghita" fra Helga Isagers lækre bog Room 606.

Heldigvis har jeg en stor skøn kasse med Isager garner, så da jeg skulle igang var det bare at vælge.


Tørklædet er strikket i fire farver(Highland  Silk, Highland wool og Alpaca) og der følger en mohairtråd med hele vejen. Det sidder super godt, og er varmt og blødt at have på. Hvordan har jeg kunnet undvære det??



Så i dag blev disse små trøjers opskrift udgivet hos Marianne Isager. De første modeller er strikket i Highland wool i mange farver, og nedenfor i den skønne økologiske uld.
Her er pigetrøjen i farver.
Jeg er glad for de små designs som jeg har fået lavet, og er i gang med mange flere.
Nu gælder det så slutspurten på Februar måneds sjal og sokker:-) Det er så sjovt og hyggeligt. God strikkelyst.

søndag den 7. februar 2016

Nu med mink..

En lille minktrøje "Mimi" fra  Louise Harden . Hyggelig at strikke og en nydelse i hver en maske fordi garnet bare er så blødt. Jeg er rigtig tilfreds med den, og i dag er den blevet luftet på håndarbejdsmessen i Rødovre.
Der er brugt tre nøgler minkgarn til denne som er str. medium. Garnet findes i de smukkeste naturfarver.


Det har så absolut været en yderst garnrig uge = en fantastisk uge. 
Sidste lørdag besøgte jeg Louise i butikken i Roskilde, og jeg fik den skønneste pose garn med hjem, og kom til at bestille en lille smule mere. Det var som altid inspirerende og dejligt.
Mandag kom jeg forbi Uldstedet, og provianterede lidt. 
I dag har jeg så tilbragt sammen med de skønneste strikketanter i Rødovre og der var så mange skønne ting og dejlige mennesker. Alle vegne var der smil, god betjening og skønne mønstre og garner......og jeg kom hjem med lidt til lageret. Det eneste vi ikke fandt, var butikken med flere timer til døgnet....
Kurven her er fotograferet før jeg tog afsted i morges, så de indkøb må I have til gode, men dette er lidt af det jeg nørkler med i øjeblikket.


Nederst et billede af den skønne fredagsbuket jeg fik af min mand:-) Garn, blomster og weekend.. Håber I også har nydt det.