lørdag den 31. december 2016

Tak for 2016 -

Så gør vi klar til et nyt år og en ny udfordring. Først skal dette års sidste sjal og sokker selvfølgelig præsenteres😊
Sokkerne er en ekstra gave til en af mine sønner. De er ligesom november måneds, men i blå nuancer. Mine drenge er tvillinger på nu 23 år. Da de var små var de altid klædt i hver sin farve - grøn og blå - så folk havde en chance for at kunne se forskel.
Månedens sjal er en gave til min datter, og hun har selv valgt farverne. Hun er god til at gå ned på mit lager og bruge det vi har💕👍
Det har været et godt strikkeår, og jeg har nydt min udfordring med Lene og gode oplevelser med skønne strikkere. Tak til alle som følger med her, og tak for alle jeres søde ord. 
Næste år bliver spændende. Det bliver et år opdelt i to-måneders fordybelsesperioder. Fordybelse i en strikdesigner, en teknik, en farve, en beklædningsgenstand... ja kun fantasien sætter grænser. Da Lene og jeg tilbragte en dejlig lørdag sammen i november, var vi klar til dette, og jeg glæder mig😊
Jeg er spændt på om Lene og jeg lægger ud med samme emne til fordybelse, det tror jeg. I januar og februar gælder fordybelsen lageret. Fordybelse i mine bunker af garn og spændene opskrifter og færdiggørelse af nogle af alle de projekter som jeg har forsømt. De vil blive præsenteret løbende. 
Mine søde børn gav mig en dejlig vase i julegave, og min mand har sat denne buket i til nytårsbordet. Med den vil jeg ønske jer alle et godt nytår. Håber at se mange af jer i 2017.

Faktaboks: sokker
Design: Camilla Vad : Dip dye socks
Garn: Strømpegarn Arwetta
Fra lageret: Ja
Anvendt: et nøgle af hver af de tre farver.
Pinde: strømpepinde str. 4

Faktaboks: sjal
Design: Stephen West: Vertice unite
Garn: hovedsageligt Alpaca 2 fra Isager
Fra lageret: Ja
Anvendt: ca. 150 g ialt.
Pinde: rundpind 3,75
Bemærkninger: jeg er vild med alle de finurlige detaljer som gør designet helt specielt:-)




torsdag den 15. december 2016

Tiden flyver....

-og jeg flyver med, men i nogle stunder ville jeg gerne sætte tiden lidt i stå. Troede vist engang at jeg aldrig ville sige sådan, men nu forstår jeg.....I sidste weekend var jeg i Aalborg og skulle på besøg tre steder. Skønt, og med udsigt til masser af snak, strik og hygge😊Den store strikkekurv var pakket, men jeg fandt snart ud af, at beholdningen af maskekarkører ikke rigtig holdt. Så måtte jeg jo i en strikkebutik😜

Det blev til mere end en butik, og til lidt mere end markørerne😊Min mor havde gemt et udklip om en ny garnbutik "Skabagtig" i Danmarksgade i Aalborg- helt klart et besøg værd❤️❤️❤️og så forbi Hønsestrik som bestemt også må besøges😜Garnet skal bruges til nogle af næste års projekter..
Min lørdag tilbragte jeg i selskab med Lene og selvfølgelig skønne Diva. En fantastisk dag, hvor vi fik styr på næste års udfordring, og så selvfølgelig resten af verdenssituationen. Jeg fik de skønneste gaver, men dem må I lige vente med, for de er i brug lige her😊men tak for det hele❤️
Nu skal der strikkes, for jeg mangler et par masker før jul. God strikkelyst derude❤️