mandag den 31. oktober 2016

Oktober er til ende -

- og her strikkes sjaler i massevis. Planerne for dette år var mange, og der ligger garn til mange og opskrifter og ideer til endnu flere sjaler i mine gemmer. Det gør ingenting, for selv om 2016 slutter inden længe, så holder jeg jo ikke op med at strikke:-)
Det sjal jeg har valgt at præsentere her, er Eksploration Station som er designet af Stephen West. Jeg købte hans bog og den kommer til at give mange dejlige projekter. Sjovt med nye teknikker og finesser og en skøn leg med farver. Det mest krævende var absolut den to-farvede patent eller Brioche. Bestemt ikke det sidste jeg skal strikke med den teknik, og jeg er i fuld gang, men mere om det senere.


Jeg har strikket i håndfarvet Alpaca fra G-uld pigerne, som egentlig skulle have været en Dip Dye sweater designet af Camilla Vad. Garnet er fantastisk, sweateren skøn, men da jeg havde strikket bærestykket, kunne jeg slet ikke forlige mig med den meget tætte og varme fornemmelse.  Jeg er absolut glad for mit valg.


Mine sokker skulle have været nogle helt andre større farverige og fine, men da de skulle færdiggøres i går, slap garnet op....... Mere er bestilt, og så brugte jeg en smule af den skønne bløde Alpaca fra sjalet, til disse små babysokker fra Erika Knights bog Strik til englebørn. De er meget bløde, men det er babyer jo også:-)


Jeg er spændt på hvad Lene strikkeheksen.blogspot.com har strikket i denne måned, og jeg har ingen anelse, men mon ikke der inden alt for længe kan rådes bod på det. Nu vil jeg strikke videre, og nyde en stille aften.

torsdag den 20. oktober 2016

Efterår


Nu er efteråret over os, og der har været meget regn og rusk og grå dage.... I dag har solen skinnet fantastisk, og jeg har nydt det i fulde drag. Her et billede fra min og hundens gåtur:-) 

Gråvejret der ellers er over os, indbyder jo til masser af strik i sofaen, og så bestemmer man jo selv hvor gråt det skal være. Jeg har ikke lavet noget færdigt for nylig, men blot smidt en masse farvestrålende garn på pindene. Hvad det hele skal blive til, må du have lidt tålmodighed til at finde ud af. Lige nu strikkes der dedikeret på månedens sjal og sokker:-)

Farverne her strikkede jeg på en togtur, og i kiosken jeg lige havde tid til før toget kørte, havde de de skønneste juicer. Det var lige "mine" farver. Spinat og rødbede... Det kunne jeg altså ikke stå for, og så smagte de fantastisk. God strikkelyst til alle.

søndag den 2. oktober 2016

Den skønneste september er slut....

Månedens sokker er Yacov fra Op-art sokker. En fantastisk Bog. Sokkerne har været meget udfordrende, idet det er farveskiftegarn fra samme nøgle startet på 2 forskellige steder og strikket i mønsterstrik. Tungen lige i munden siger jeg bare😊
Sjalet er et nyt sjal fra Louise Harden Dråbe sjal. Det er strikket i en tråd Ito Niji "Shades of Mustard" og en tråd qoperfina. Skønt, let og lækkert. 
Men det skønne sensommervejr fortsætter, og i skrivende stund sidder jeg i solen i Sæby. Jeg har lidt udfordringer med netværksforbindelsen, så er ikke helt sikker på hvornår dette vises. 
Jeg er vild med det meget bløde fsrveskifte. Nu må næste måneds projekter snart startes, men nyder lige en skøn familieweekend i det Nordjyske❤️
Håber der er netværk så jeg kan tjekke Lenes herligheder.