onsdag den 29. juni 2016

Alle regnbuens farver.....

-eller næsten.
Efter alt det grå jeg har strikket i år, synes jeg der skulle farver på både sjal og sokker i denne måned. Jeg længtes efter at strikke i grønt.
Jeg fandt et nøgle, ellere rettere sagt et stykke strik, som er købt maskinstrikket og farvet herefter, og så trævler man op imens man strikker:-) Sjovt og meget praktisk, hvis man nu skulle flyve og var bange for at ens garnnøgle trillede ned i den anden ende. Ellers ved jeg ikke lige hvorfor, men det skulle prøves. Købt i London i november.

Sokkerne er igen fra bogen Sockupied og de hedder Muscadine socks. Søde og dejlige at have på. De strikkes fra tåen og op, og efter hæl og det korte ben-stykke, slås masker op, og der strikkes en manchet den anden vej. 

Her ses garnet som det er købt.  Det er" I knit or Dye" Lazaretto sock/4 ply. 75 % Merino og 25 % nylon.
De af regnbuens farver som ikke findes i denne måneds sjal, er formentlig at finde på min hage/hals. Det skyldes et "sammenstød" med en tandlæge, eller visdomstand eller kombinationen, som fandt sted i fredags. Ikke en god oplevelse, men nu er tanden ude, og det gør sikkert noget godt for fremtiden:-)

Juni måneds sjal er strikket i garn fra Fyberspates, Vivacious 4 ply.. Det er 100% Merino, og kan bestemt anbefales. Det er lavet med et farvespil som er godt for både  øje og sind.. synes jeg:-)

Sjalet er Solaris  designet  af Mairlynd, og købt på Ravelry. Uh.... hun laver så mange super flotte sjaler.


Jeg løb desværre tør for garn, så de sidste to mønsterborter måtte udgå.  Er nu godt tilfreds alligevel. Hyggeligt at strikke og sikkert dejligt at bruge.


Skønne farver hele vejen igennem, så ... nu skal der tænkes på næste måneds sjal. Hvad mon Lene har strikket i denne måned, og hvad skal mon på pindene i den næste. Jeg er så heldig at Lene har planer om at besøge Sjælland i Juli, og jeg tager gerne imod. God sommer til jer alle, og tak for alle jeres kommentarer.

lørdag den 18. juni 2016

WWKIP en dejlig dag ....

Idag har strikkere over hele verden strikket på gader og stræder, i haver og gårde, på torve og åbne pladser. Jeg var så heldig at have en aftale i gårdhaven hos Louise Harden i Roskilde. Der var som altid en fantastisk stemning og skøn aktivitet hele dagen. Jeg var i selskab med en del af de dejlige piger jeg ofte strikker med, og vi havde sørget for den rette forplejning. Vi manglede ikke noget.
Vi startede  med strik og snak hele formiddagen. Eftermiddagen var i selskab med Sus Gepard, som fortalte om uld og produktion af garn. Meget spændende. Hun havde de sidste nye modeller med, men vi var nogle der havde smugkigget og købt en enkelt model først på året i Rødovre. Den må vist på pindene nu.

Dagens nyhed var, at butikken flytter lige om lidt. Jeg elsker stedet her, og billederne taler vist forsig selv, men hvor Louises butik er, kommer jeg også. Jeg skal bare lige lære min bil at finde en ny adresse i Roskilde. Det skal jeg nok skrive mere om senere.
I dagens anledning, havde jeg fået lavet min "Laura med striber" færdig. Det er en af Louises dejlige modeller, som er strikket i Laura hør fra Karen Noe og så med stribeeffekt af silke fra BC garn. Jeg var bare så heldig at få en skøn grå minkgarn i gave sidste sommer, så den er brugt til striber her.
Der er indsat små søde hulmønstre flere steder på blusen. Jeg er vild med den. Nu er jeg hjemme igen, og har bare lyst til at strikke videre. Tak til alle som jeg delte dagen med, og håber at alle har haft en skøn dag.